Historie

Kærlighed og en sønderjysk gård

Efter oprettelse af den første højskole i 1849, Rødding højskole, sendte mange bønder deres sønner på højskoleophold som et led i deres uddannelse og dannelse. Jørgen Nielsen Hansen Skrumsager fra Skrumsagergården ved Sønder Bork sogn i Ringkøbing var en af dem. Det var da Jørgen var på Rødding højskole, at han mødte kærligheden, Ane Marie Kloppenborg fra Bejstrupgård i Københoved.

Efter 1½ års ophold på Rødding Højskole og bare 19 år gammel fik Jørgen forvalterplads hos Ane Maries far storbonden H. D. Kloppenborg, så han kunne blive i området og bejle til Ane Marie.
Det var dog ikke let for Jørgen at vinde Ane Maries kærlighed. Da det endelig lykkedes, blev han fyret af Ane Maries far H. D. Kloppenborg, der ikke mente, at Jørgen var en acceptabel svigersøn. Derefter blev han fyret fra en bestyrerplads på Toftlundgård, hos Ane Maries svoger.

I 1865 købte Jørgen Bennetgaard, nabogården til Bejstrupgård. Det var ikke nemt at blive gift uden far og mors samtykke på den tid. Derfor stak Jørgen og Ane Marie af i 1866 for at gifte sig i Arrild kirke, hvor præsten ville vie dem. De vendte tilbage og boede på Bennetgård.
Svigerfar H. D. Kloppenborg accepterede aldrig forholdet og gjorde sin datter arveløs. Han gjorde dog senere sit barnebarn Hans D. Kloppenborg-Skrumsager, der var opkaldt efter ham, til arvtager af Bejstrupgård.

Læs flere små anekdoter om kærlighed og nationalkamp i Københoved på hjemmesiden Historievejen.dk.

Et samlingssted i kampen for danskheden, år 1864 – 1920

Efter slaget ved Dybbøl i 1864 mistede Danmark Slesvig. Det betød, at Bennetgård og Bejstrupgård, der begge lå på den ’forkerte’ side af Kongeåen, kom under preussisk herredømme.
Under det preussiske herredømme var det forbudt at afholde møder, medmindre der var en tysk gendarm til stede. Du skulle helst tale tysk, og du måtte ikke synge danske sange, der var fædrelandsagiterende (kilde: www.historievejen.dk).

Jørgen og Ane Marie Skrumsager gjorde en stor indsats for at bevare dansk sprog og kultur på egnen under fremmedherredømmet fra 1864 til 1920.
De ombyggede en lade til en smuk almuesal uden vinduer ud mod gaden ved at ombygge en af deres kampestens lader, som så ud til at høre til stalden. Gården var firlænget med vognporte, der kunne låses, så de prøjsiske gendarmer, der patruljerede i omegnen, ikke kunne se, hvad der foregik inde i almuesalen.
I salen blev holdt alle de møder, foredrag og sangaftner på dansk, som var blevet forbudte. Desuden blev der holdt kirkeandagter, skoletimer på dansk og udlån af danske bøger i salen.

Jutta Kloppenborg Skrumsager (1873-1950), datter af Ane Marie og Jørgen N. H. Skrumsager, var også stærkt engageret i den nationale kamp.
Selvom hun efter ophold på Askov Højskole rejste til København for at uddanne sig og blev gift med bogtrykker Anders Madsen, var hun stadig stærkt engageret. For eksempel holdt hun efter våbenhvilen i 1918 mange foredrag for afstemningen og genforeningen med Danmark, som Sønderjylland så længe havde ventet på.

Jørgen Skrumsager nåede at opleve genforeningen i 1920, før han døde nogle måneder senere.

Efterkrigstiden var præget af social nød i Tyskland, og tanken om at forære sit fødehjem Bennetgaard til rekreationsophold for dansksindede sydslesvigere opstod hos Jutta. Hun ville gerne, at de kunne bevare deres forbindelse til Danmark og dansk kultur, opleve bedre sociale forhold og få mere sul på kroppen. Sammen med en kreds af kvinder, der blev den første bestyrelse for Bennetgaard, blev det en realitet i 1936, og ”Hvilehjemmet Bennetgaards” historie begyndte.

Rekreationshjemmet blev oprettet som en selvejende institution, baseret på bestyrelsens indsamlede midler samt en vis støtte af Grænseforeningen og af Danske Kvinders Slesvigske Forening.

Jutta boede om sommeren på Bennetgaard, der i det daglige blev ledet af en bestyrer og to medhjælpere. Ved indvielsen som rekreationshjem i 1936, modtog Jutta Kloppenborg Skrumsager Den Kgl. Belønnings-medalje i guld.

Ved genforeningen i 1920 af Sønderjylland med Danmark lød det ”I skal ikke blive glemt” til dem, der ikke blev genforenet med Danmark.

Siden oprettelsen i 1936 har Bennetgaard beskedent og næsten ubemærket på sin kærlige og medmenneskelige måde, taget de ord helt bogstaveligt.